Av for en bommert, Jill Liv Nielsen

En sen eftermiddag, hvor jeg hentede Mille Liv fra børnehave, gik “hente-situationen” op i hat og briller. Mille går meget op i hvem der kommer først (til alt) og det kan skabe nogle situationer, hvor hun bliver stik-tosset, hvis det ikke er hende der vinder “konkurrencen”. (Hvem får først tøj på, hvem kommer først ud at tisse, hvem kommer først ned i køkkenet, hvem får først sko på, hvem kommer først ud til bilen etc. (ja – jeg har selv været med til at skabe legen…..pis!!!! – jeg arbejder på at få den lavet om) Denne eftermiddag, gik vi ud mod bilen og pludselig kom Mille i tanke om, at hun skulle være kommet først. Hun kastede sig til jorden med et hyl. Vi var begge to trætte og mine forklaringer om, at det vidste jeg ikke, at det ikke altid galdt om at komme først, at man ikke kunne vinde hver gang og mine lettere udskældende bemærkninger (da hun ikke stoppede) om at det kunne ikke nytte noget og nu måtte hun holde op HJALP IKKE. (newsflash) OG hun ville selvfølgelig ikke ind i bilen.

SUK!!!!!

Jeg prøvede at forklare, at hvis hun ikke selv satte sig ind, så måtte jeg jo sætte hende ind. Hun råbte bare “nej, dumme dig” og sprællede, som en fisk på land. Hun var stik-tosset.

“Nu havde jeg jo sagt A, så nu måtte jeg også sige B” og jeg forsøgte at bakse hende ind i autostolen. Men en pige, på snart 4, der skiftevis spræller, med livet som indsats, gør sig fuldstændig slap og glider ud af hænderne og dernæst igen er fuldstændig hysterisk arrig, er for mig, fuldstændig umulig at holde fast. Og midt i kampens hede måtte jeg sande, at jeg var nødt til at give op. På afstand lignede det nok, det største overgreb, at jeg med “vold og magt” prøvede at få hende ind i den autostol og holde hende fast, så jeg kunne spænde autostolen. Ikke alene lignede det – det var jo et “overgreb”. Hvor voldsomt må det lige, opleves af et barn, der i forvejen er oppe i det røde felt og bliver forsøgt holdt tilbage og nede af en voksen. Ret så meget. Jeg slap grebet og satte mig ind på forsædet. Svedende og kamp-stresset. Mille lå nu i bunden af bilen af skreg og græd. OG så sagde jeg: Mille, sæt dig op på numsen. “NEEEEEJ”, skreg hun. “Jamen så må du gå ud! ……………………………………………………………………………..

WHAT THE FUCK????? SAGDE JEG LIGE DET?????? I første erkendelse over, at min kamp om at få hende op i autostolen var TOTAL fejlslagen måtte jeg nu indse, at min alternative løsning, nok var den dummeste, der fandtes. Det var jo i virkeligheden ikke en mulighed. Hvad ville jeg gøre, hvis hun sagde “okay”. Hun skulle jo ikke stå derude og jeg kunne jo ikke køre fra hende. Så hvad ville jeg egentlig med det???? Altså, hvad fanden, Jill Liv Nielsen, var det for noget at sige??? Det var jo mig der havde brug for en pause, så jeg burde have stillet mig udenfor bilen. Jeg kunne have sagt til hende, at jeg havde brug for en pause og ville stille mig lige ved siden af bilen (så hun stadig kunne se mig) og på den måde, kunne jeg, få fredet ørene lidt, få trukket vejret og bragt mig selv til ro.

For hvad skete der egentlig hér???

Det der skete var, at begge vores nervesystemer var topaktiverede og stressede. Vi var begge oppe i det røde felt. Ingen af os var længere i stand til hverken at tænke klart eller at lytte. OG SLET IKKE MILLE.

Det er MIN opgave, at få bragt ro og skabe en situation, hvor jeg kan hjælpe Mille med at falde ned. Det har hun brug for min hjælp til. Altså at jeg kan møde hende og hendes følelser (vrede, ked af det hed, frustrationer m.m.) med en sensitiv responsivitet -uden selv at blive kapret. Hun har brug for mit store modne nervesystem til at tage sig af hendes lille umodne nervesystem – til at opregulere og nedregulere. Men jeg blev kapret og hoppede med på frustrionsvognen, der kørte i alarmerende høj fart.

Det handler ikke om, at jeg i denne situation skulle have givet hende ret, eller være gået tilbage, så hun kunne komme først hen til bilen.

DET HANDLER om, at jeg skulle have haft tålmodighed til at hun “faldt ned” igen.

Jeg skulle IKKE have taget kampen op og prøvet at sætte hende fast. Og jeg skulle IKKE have sagt, at hun skulle gå ud.

Jeg skulle i stedet, roligt, have sagt, at jeg ville have, hun satte sig ind i bilen. Hvis hun ikke gjorde det, kunne jeg have sat hende ind på bagsædet. Dernæst måtte jeg vente….. tålmodigt…… på, at hun faldt nok ned til, at jeg til sidst kunne hjælpe hende op i autostolen eller til hun selv kravlede derop. Uden udskæld eller kritik. Det tager nemlig ikke så lang tid (som man, i situationen, måske frygter).

Jeg oplever tit, at børn falder hurtigt ned, når der er plads til, at de reagerer. De har ikke brug for forklaringer og de har slet ikke brug for kritik eller udskæld.

Når børn bliver vrede, kan de have brug for at trække sig fra situationen og evt. gå op på deres værelse eller “løbe væk”. I mange situationer er det godt, at give dem lov til det. Så kommer de selv tilbage, når de er klar og situationen vil, for deres vedkommende, være glemt. Så nytter det ikke noget, at rive op i det igen og sige; “Der blev du godt nok sur hva´ eller endnu værre, “jeg gider ikke dig “-agtigt, “når du opfører dig sådan. Mor/far er stadig ked af det eller sur”. Nej! så er “vi” videre.

Når børn er kede af det, kan det hjælpe dem, at de bare for lov til at græde og at der er tid og ro til, at de bliver trøstet, uden at man siger, “det er da ikke noget at være ked af”, forsøger at fjerne fokus eller flytte opmærksomheden over på noget andet eller tysser på dem for at få dem til at holde op. Tid, tålmodighed evt. trøstende imødekommende ord eller lyde er det, der skal til.

Følelserne skal have lov til at passere. De skal hverken fodres eller slås ned. Bare mødes.

Da jeg sad med hovedet banket ned i rattet, et hjerte der galoperede, øregange der blødte og sved under vinterjakken, kom jeg i tanke om det. Jeg satte mig op, tog en dyb indånding og sagde til Mille.

“Mille, det må du undskylde. Jeg mente ikke, at du skulle gå ud af bilen. Vi bliver herinde begge to. Du er sur og ked af det. Det er okay. Når du er klar, sætter du dig op i stolen, jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du får brug for det”.

Så lænede jeg mig tilbage og ventede……………………..

Kort tid efter, hørte jeg hende sige: “hjælp mig, jeg kan ikke komme op”. Så hjalp jeg hende op, fra bunden af bilen og op i sædet. Kyssede hende og så talte vi hele vejen hjem, om alt muligt fra dagen. Nogle gange, kan hun selv have brug for at tale om, at hun blev sur eller ked af det og så taler vi om oplevelsen. De fleste gange er det ikke nødvendigt.

Alle børn er forskellige, alle situationer er forskellige, men alligevel tror jeg, at mange der læser denne, vil kunne genkende noget i den.

Min pointe er ikke, at vi skal kunne handle perfekt i ALLE situationer. Min pointe er, at konflikter, brud og uhensigtsmæssige situationer kan rettes op, løses, gøres gode igen, lige så snart vi opdager dem. (og det er vigtigt at vi gør det) Det er der læring i, for alle parter. Dernæst er mit ønske, at det måske har været hjælpsomt at læse. Nogle gange kan man køre fast og ikke ane, hvordan man skal tackle besværlige situaioner, følelser eller rette op på konflikter. Det sker også for mig.

Jeg er taknemmelig for, at have en datter, der er så tydelig. Jeg er ikke i tvivl om, hvad hun mener og hun er ikke bleg for, at vise mig sine følelser. I de situaioner får jeg rig mulighed for at kigge på mine egne. Både de rare og mindre rare 😉