Sådan hjælper Mille Liv, mig, til at blive en bedre mor….

…..Dit barn hjælper også dig!…..

Hvordan er det lige, at min 5 årige datter hjælper mig med at blive en bedre mor? Det gør hun på mange forskellige måder. Børn, i det hele taget, er ret skrappe til at hjælpe deres forældre med at blive bedre forældre.  Det er bare ikke altid, at forældrene opdager hvad -og hvornår, deres barn fortæller dem vigtige ting om deres forældreskab.

Mille og jeg har mange udfordringer – som alle andre. Det kan være i forhold til at skulle ud af døren om morgenen, tage tøj på, børste tænder, sovetider, hvad der skal spises -hvornår osv. Nogle gange udvikler disse udfordringer sig fra en debat til en konflikt, en diskussion, et skænderi -og når jeg bliver rigtig frustreret – skæld ud – (som om det hjælper) og så får jeg det altid dårligt bagefter. Både fordi jeg ved, det IKKE hjælper at skælde ud, intet fordrer -og fordi der ingen udvikling er, i det. Derudover ender det ofte med, at både Mille og jeg får sagt ting, på en måde, der ikke er god for nogen af os -og Mille bliver rigtig ked af det eller vred. (Det er jo klart, hun er kun 5 år – hvad kan hun gøre?)……

-Ret meget endda og det gør hun….. Jeg ser det bare ikke (altid) eller hører det ikke (altid).

Men når jeg hører godt efter og er opmærksom, så lægger jeg mærke til, at Mille nogle gange enten holder sig for ørene eller siger “mine ører er lukkede nu, mor”. Andre gange bliver hun ivrig efter at fortælle -men opgiver hurtigere end normalt. Nogle gange kaster hun sig til jorden og græder helt vildt eller går op på sit værelse og smækker med døren.

Gældende for alle situationer (der er flere end de nævnte) – som kan udspilles i alle mulige rækkefølger, på alle tider af døgnet, prøver Mille at fortælle mig noget VIGTIGT! Hun har bare ikke ordforrådet til det. Den med ørene er ret tydelig! Men nogle ville mene, at hun “var dårligt opdraget”, “uforskammet”, “fræk”, “provokerende”, “trodsig” eller “usamarbejdende” når hun stak fingrene i ørene eller sagde “mine ører er lukkede” -og helt tydeligt viste at “hun ikke ville høre efter, hvad der blev sagt”!

Men det er faktisk helt modsat.

Det hun fortæller mig er: “Mor, jeg kan ikke holde din kritik, af mig, ud. Måden du siger, det du siger på, gør ondt eller gør mig ked af det”. Eller: “Jeg forstår ikke, det du siger og det gør mig usikker, for jeg ved ikke, hvad du vil have, jeg skal gøre. Eller hvordan jeg skal gøre det. Jeg kan ikke diskutere med dig, for du er voksen og jeg er et barn og det lader til, at du har glemt det” Eller: “Jeg har alligevel allerede tabt!”

ALT DET siger hun, når hun stikker fingrene i ørene.

-Hver gang Mille Liv reagerer på en måde, der virker “trodsig” eller urimelig, giver det mig en mulighed for at undersøge, hvordan jeg formidler mit budskab, om jeg tackler situationen på den bedst mulige måde og om jeg er rimelig/ordentlig i den måde, jeg møder hende på -og hvis ikke, hvordan jeg kan gøre det bedre….Fedt ik´?

Vi har altså altid et valg som forældre. (Det er ikke nyt – men godt at blive mindet om 🙂 ) Vil vi være dem, der vælger at tro, at vores børn “opfører sig dårligt, er trodsige og umulige” og smide dem på værelset, i seng før tid, eller true med at tage fredagssnolleret eller tivolituren fra dem? Eller vil vi være de forældre, der undersøger, hvad vores børn forsøger at fortælle os med deres adfærd -og turde kigge indad og se “at vi måske gjorde fejl, ved at tale i en for hård tone, forvente for meget eller stille et for stort krav”.

Vores børn gør deres aller bedste for at hjælpe os på vej!!!

Hvilken forælder vil du være?, og har du lagt mærke til i hvilke situationer -og hvordan dine børn hjælper dig?

Klem fra

Jill Liv

20160907_203752

Mille Liv i BonBon land, der sødt og forførende overraskede mig, med et mindre kønt tandsæt, under frokosten.

Sat til vægs….

20160529_155609Jeg har mange spændende diskussioner med Mille Liv….. min 5 årige datter….og nogle gange bliver jeg altså sat ud af spillet. Det kan lyde helt crazy, men hun er skrap til at debattere og melde klart og tydeligt ud. Både om sine følelser og meninger.

Det er jeg ikke kun stolt af men også helt vildt glad for. Det betyder meget for mig at mit barn både føler for -og tør sige sin mening. Også selvom hun ikke lægger fingrene imellem eller pakker det pænt ind.

Senest havde vi en diskussion omkring sengetid.

Der er altid den samme rytme omkring sengetid -hun bliver ikke lagt i seng “på klokkeslettet”, men der sker det samme hver gang -og cirka-ish på samme tidspunkt. Ofte forsøger Mille på alle mulige kreative måder at “slippe for at sove”. Det gjorde hun også denne gang og det trak ud.

Jeg: Mille, nu kan jeg mærke, at jeg bliver irriteret over, at du ikke går i seng, når jeg beder dig om det.

Mille: Mor, jeg kan mærke, at jeg bliver ked af det, når du bliver irriteret på mig.

Jeg: Det kan jeg godt forstå, men jeg bliver altså irriteret, når du ikke gør som jeg siger. Og jeg har sagt det mange gange til dig nu, at du skal gå i seng.

Mille: Du bestemmer ikke over mig!

Jeg: Jo det gør jeg. Jeg er din mor og jeg bestemmer, at du skal gå i seng….

Mille kravler op af sin stige, lægger sig i sin seng….og siger så….

Mille:……. Men du bestemmer IKKE over mit hjerte………. ( 1 – 0 til Mille Liv )

Jeg: (meget overrasket over den drejning) Nej det har du helt ret i…..(Braveheart….tænkte jeg). Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg mere skulle sige, smilte for mig selv og var tæt på at bryde ud i forundret latter…. 😀

Mille: Og nu elsker dig ikke mere….

Jeg: Det er jeg ked af at høre…Men du skal stadig lægge dig til at sove. Jeg elsker stadig dig. Godnat min skat.

Så gik jeg ud af værelset og hørte ikke mere til Mille Liv den aften.

Jeg har en datter på 5, der ikke lader mig bestemme over hendes hjerte. Er det ikke fedt?!?!? 😀

Hjertevarme knus

Jill Liv

 

En samtale med Mille Liv

IMG 2015-08-20 20.29.07I morges, havde Mille Liv og jeg en lille debat….. en debat jeg vil dele med jer, fordi det kunne være blevet en situation, der kunne have trukket tænder ud – men det gjorde den ikke. Jeg prøver altid, så vidt det er mig muligt, at møde Mille Liv respektfuldt, når hun bliver frustreret, ked af det og/eller sur. Det jeg ser, der sker er, at jeg får et barn, der er tryg ved at give udtryk for sine holdninger….OG DET ELSKER JEG!

Det er også vigtigt for mig, at holde fast på det, jeg mener -men endnu vigtigere er det, at jeg kan bøje af, hvis det faktisk viser sig, at hun har et argument, der holder eller giver mere mening end mit. Sådan var det ikke i dette tilfælde, men jeg håber, at nedenstående eksempel er et af beviserne på, at hun tør gå ind i konflikten og prøve den af, fordi det er trygt og fordi hun har erfaring med også at kunne” lande en god handel” 🙂

Jill: Mille, jeg vil gerne have, at du tager tøj på nu, vi skal ned at spise morgenmad om lidt.

ML: Må jeg gerne få shorts på?

Jill: Nej, det er for koldt til at have shorts på!

ML: Jamen jeg tager strømpebukser på inden under?

Jill: Det er for koldt Mille og jeg syntes stadig du hoster og snotter for meget til kun at have strømpebukser og shorts på. Du skal tage nogle varme bukser på.

ML: Så bliver jeg bare sur på dig!

Jill: Det er også i orden.

Mille går nu ind på værelset og roder med noget. Lidt efter kommer hun ud på badeværelset.

ML: Jeg ødelægger den her snegl, hvis jeg ikke må få shorts på.  (Det er en stort sneglehus, fundet på stranden)

Jill: Det tror jeg, du bliver ked af bagefter

ML. Jeg ødelægger den bare, fordi jeg er sur på dig og ikke må få shorts på.

Jill: Der er ingen grund til at ødelægge sneglen, fordi du er sur på mig. Jeg tror, du vil blive ked af det bagefter.

ML: Næ…. jeg ødelægger den bare.

Jill: Det er din snegl Mille, så det må du selv om.

ML: Står lidt og tænker og begynder at sige noget, som jeg nu afbryder og siger i en mere bestemt tone: “Nu skal du i hvert fald gå ind og tage tøj på Mille”-…..skal til at sige noget mere, men Mille afbryder mig og siger glad…..” Okaaaiiii mor” slår armene ud og går mig i møde for at give mig et kram. Vi krammer og kysser, Mille går ind på værelset og kommer ud med varme bukser og en langærmet bluse på.

Vi går sammen ned og spiser morgenmad -og jeg…………………..jeg er så glad og pavestolt over, at have en datter, der tør stille sig op og kæmpe for sin sag. Ikke nok med det, er jeg glad for at jeg, som forælder, har skabt et trygt rum, hvor Mille Liv tilsyneladende føler, at hun både kan kæmpe og……ikke kun “vinde”, men også “tabe”….på en god måde.

Tak fordi du læste med 🙂

Klem fra

Jill Liv

#trygogtilregnelig

Hard Work

Mig: Farvel min skat
Mille Liv: (nedtrykt)Mor, hvor skal du hen?
Mig: Jeg skal på arbejde, skat.
Mille Liv: Hvornår kommer du hjem?
Mig: Det gør jeg i aften, skat.
Mille Liv: (med gråd i stemmen) Mor, du må ik’ arbejde så meget. :'(:'(:'(
Den er hård lige inden afgang.

Jeg har i Mille Livs korte liv, arbejdet meget forskelligt. Jeg har arbejdet rigtig meget, som i mange timer, jeg har gået hjemme, arbejdet deltid osv. Hver gang, også nu, hvor timerne sniger sig over en deltidsstilling, reagerer Mille Liv med det samme og giver udtryk for at hun ønsker, jeg ikke arbejder så meget og ikke vil have at jeg skal afsted osv. Ligesom i morges.
Det er ikke fordi Mille oftere er hjemme og ikke kommer afsted, når jeg arbejder deltid eller går hjemme, men roen og tempoet eksempelvis om morgenen er en helt anden. Ligeledes er dagene i børnehaven kortere.

Jeg synes det er skønt med en datter, der så fint giver udtryk for sin mening og sine ønsker -og indirekte fortæller, at hun synes bedst om, at jeg ikke arbejder så meget. Men det er også en hård omgang, der efterlader mig tænksom, i et overfyldt morgentog.

Hvad mener i derude?
Arbejder børnefamilierne for meget? Kunne vi have et samfund hvor forældre arbejdede mindre i årene op til evt. skolestart og indhentede senere?  Skulle der være attraktive deltidsstillinger?
Byd gerne ind og rigtig god morgen.

Det tager barnet ikke skade af…….

Fra tid til anden, hører jeg ældre generationer sige; “årh, det tager hun da ikke skade af” med reference til min datter eller andres børn….. Jeg hørte det tit, da Mille Liv var lille og hun græd af en eller anden årsag. “Hun tager ikke skade af, at ligge og græde lidt” “hun skal lære, at man ikke kommer rendende, bare fordi hun græder” “hun må lære at falde i søvn selv” osv osv osv……. Jeg hørte det sågar også blandt jævnaldrende og andre nybagte forældre. Både mødre og fædre.

En dag, i min barsel, hvor jeg sad i en gruppe og talte om, hvor bøvlet, jeg syntes, det var, at skulle gå i bad, fordi bedst som jeg havde fået shampoo i håret, begyndte Mille altid at græde i barnevognen. Så skulle jeg storme ned fra anden sal, med sæbe i håret, kun i ført et håndklæde, (det er altså ikke sjovt i december-januar, februar måned). Det var bøvlet, syntes jeg. Der fik jeg et råd fra en anden mor; “hun tager ikke skade af, at ligge der og græde lidt. Du kan da bare gøre som jeg. Jeg bader altid færdig og får tøj på og så lader jeg bare som om, hun lige er begyndt at græde, når jeg er færdig”……..det var nok det dårligste råd jeg nogensinde har fået……..

Jeg stillede mange krav til mig selv som mor – et af dem var, at mit barn ikke bare skulle ligge og græde. Det var fint, hvis -og når hun græd, men så ville jeg være der til at trøste og berolige.

Så hvad vil jeg frem til med det hér? Jo, jeg finder det ret så interessant, at vi har så store skilsmissetal i danmark. Og så utrolig mange singler. Og jeg bliver nysgerrig på, om man måske kan trække en streg tilbage til præcis denne tankegang med om hvorvidt “vi tager skade” eller ej.

I gamle dage, var vi afhængige af hinanden. Der blev vi sammen af mange forskellige årager. En del af dem hang sammen med økonomi, “forretningen” “gården” “normen i sig selv om, at det var forkert at blive skilt”. Og før det var religionen også inde over.

I dag er vi ikke afhængige af hinanden mere. Vi kan klare os selv. Det eneste der skal holde os sammen er kærligheden…..relationen……. og det ser ud til, at det er rigtig svært.

Hvad er det, vi ikke kan finde ud af???

Har vi mon “taget skade”?

Tilknytningsteorierne fortæller os ret meget om, hvordan hjernen, vores nervesystem og hele vores følelsessystem bliver opbygget og påvirket af vores tætteste relationer og ALLERMEST i vores første leveår. Det er dér, den største skade finder sted, hvis ikke forældrene formår at møde deres barn med en sensitiv responsivitet. Tilknytningsteorierne beskriver altså, hvad der skal til for at skabe en tryg tilknytning og hvilke mestringsstrategier barnet udvikler, men også hvordan utryg tilknytning skabes og hvilke “overlevelses”strategier barnet udvikler her.

Hvad betyder det så?

Det betyder, at det har noget at sige – for ikke at sige ALT at sige, hvordan vi møder vores børn. Hvor ofte vi lader dem være alene…….også når de er kede af det, hvor ofte og HVORDAN vi skælder dem ud, hvor ofte vi kritiserer dem, hvor ofte vi afviser dem, er fordømmende, for uforudsigelige eller hvor ofte vi er fraværende. Det betyder ALT, hvor ofte vi – omvendt er – nærværende, kærlige, positive, rummende, interesserede, accepterende, opmærksomme, tilgængelige, samarbejdende, beskyttende  og trøstende osv. osv.

Derfor tænker jeg, at der kan være en (stor) sammenhæng i forhold til, hvordan vi blev mødt/opdraget af vores forældre (og hermed vores evne vil at være i en kærlig og kontaktfuld relation) og vores høje skilsmissetal. Vores første kærlighed og vores første afgørende relation har måske skadet os i større eller mindre omfang. Hvis vi ikke har lært, hvad det vil sige, at være i en respektfuld og ligeværdig kærlighedsrelation, ja så bliver det udfordrende og svært som voksen. Og efter flere forsøg, måske nemmere og tryggere at være alene.

Derfor tænker jeg, at det er på tide at gøre op med den floskel, at børn ikke tager skade. At de er stærke og kan “tåle og overleve” alt. For som jeg ser det  – så kan de ikke.

Med kærlighed

JillLiv

Jeg har før skrevet om de fire mønstre:

  • Tryg tilknyttet
  • Utryg -Afvisende/undvigende
  • Utryg – Ængstelig/ambivaltent
  • Desorganiseret tilknyttet

Hvordan du er, kan du læse om hér:

 https://jillliv.dk/hvordan-er-du/

Tilknytningsteorierne er ikke kun en teori. Den anses for den mest videnskabeligt/empirisk understøttede udviklingspsykologiske teori med størst prædikativ værdi. Den er også valideret af hjerneforskningen og den neurobiologiske forskning.