…..Dit barn hjælper også dig!…..
Hvordan er det lige, at min 5 årige datter hjælper mig med at blive en bedre mor? Det gør hun på mange forskellige måder. Børn, i det hele taget, er ret skrappe til at hjælpe deres forældre med at blive bedre forældre. Det er bare ikke altid, at forældrene opdager hvad -og hvornår, deres barn fortæller dem vigtige ting om deres forældreskab.
Mille og jeg har mange udfordringer – som alle andre. Det kan være i forhold til at skulle ud af døren om morgenen, tage tøj på, børste tænder, sovetider, hvad der skal spises -hvornår osv. Nogle gange udvikler disse udfordringer sig fra en debat til en konflikt, en diskussion, et skænderi -og når jeg bliver rigtig frustreret – skæld ud – (som om det hjælper) og så får jeg det altid dårligt bagefter. Både fordi jeg ved, det IKKE hjælper at skælde ud, intet fordrer -og fordi der ingen udvikling er, i det. Derudover ender det ofte med, at både Mille og jeg får sagt ting, på en måde, der ikke er god for nogen af os -og Mille bliver rigtig ked af det eller vred. (Det er jo klart, hun er kun 5 år – hvad kan hun gøre?)……
-Ret meget endda og det gør hun….. Jeg ser det bare ikke (altid) eller hører det ikke (altid).
Men når jeg hører godt efter og er opmærksom, så lægger jeg mærke til, at Mille nogle gange enten holder sig for ørene eller siger “mine ører er lukkede nu, mor”. Andre gange bliver hun ivrig efter at fortælle -men opgiver hurtigere end normalt. Nogle gange kaster hun sig til jorden og græder helt vildt eller går op på sit værelse og smækker med døren.
Gældende for alle situationer (der er flere end de nævnte) – som kan udspilles i alle mulige rækkefølger, på alle tider af døgnet, prøver Mille at fortælle mig noget VIGTIGT! Hun har bare ikke ordforrådet til det. Den med ørene er ret tydelig! Men nogle ville mene, at hun “var dårligt opdraget”, “uforskammet”, “fræk”, “provokerende”, “trodsig” eller “usamarbejdende” når hun stak fingrene i ørene eller sagde “mine ører er lukkede” -og helt tydeligt viste at “hun ikke ville høre efter, hvad der blev sagt”!
Men det er faktisk helt modsat.
Det hun fortæller mig er: “Mor, jeg kan ikke holde din kritik, af mig, ud. Måden du siger, det du siger på, gør ondt eller gør mig ked af det”. Eller: “Jeg forstår ikke, det du siger og det gør mig usikker, for jeg ved ikke, hvad du vil have, jeg skal gøre. Eller hvordan jeg skal gøre det. Jeg kan ikke diskutere med dig, for du er voksen og jeg er et barn og det lader til, at du har glemt det” Eller: “Jeg har alligevel allerede tabt!”
ALT DET siger hun, når hun stikker fingrene i ørene.
-Hver gang Mille Liv reagerer på en måde, der virker “trodsig” eller urimelig, giver det mig en mulighed for at undersøge, hvordan jeg formidler mit budskab, om jeg tackler situationen på den bedst mulige måde og om jeg er rimelig/ordentlig i den måde, jeg møder hende på -og hvis ikke, hvordan jeg kan gøre det bedre….Fedt ik´?
Vi har altså altid et valg som forældre. (Det er ikke nyt – men godt at blive mindet om 🙂 ) Vil vi være dem, der vælger at tro, at vores børn “opfører sig dårligt, er trodsige og umulige” og smide dem på værelset, i seng før tid, eller true med at tage fredagssnolleret eller tivolituren fra dem? Eller vil vi være de forældre, der undersøger, hvad vores børn forsøger at fortælle os med deres adfærd -og turde kigge indad og se “at vi måske gjorde fejl, ved at tale i en for hård tone, forvente for meget eller stille et for stort krav”.
Vores børn gør deres aller bedste for at hjælpe os på vej!!!
Hvilken forælder vil du være?, og har du lagt mærke til i hvilke situationer -og hvordan dine børn hjælper dig?
Klem fra
Jill Liv
Mille Liv i BonBon land, der sødt og forførende overraskede mig, med et mindre kønt tandsæt, under frokosten.
