Jeg kysser mit rod

Det tager barnet ikke skade af…….

Fra tid til anden, hører jeg ældre generationer sige; “årh, det tager hun da ikke skade af” med reference til min datter eller andres børn….. Jeg hørte det tit, da Mille Liv var lille og hun græd af en eller anden årsag. “Hun tager ikke skade af, at ligge og græde lidt” “hun skal lære, at man ikke kommer rendende, bare fordi hun græder” “hun må lære at falde i søvn selv” osv osv osv……. Jeg hørte det sågar også blandt jævnaldrende og andre nybagte forældre. Både mødre og fædre.

En dag, i min barsel, hvor jeg sad i en gruppe og talte om, hvor bøvlet, jeg syntes, det var, at skulle gå i bad, fordi bedst som jeg havde fået shampoo i håret, begyndte Mille altid at græde i barnevognen. Så skulle jeg storme ned fra anden sal, med sæbe i håret, kun i ført et håndklæde, (det er altså ikke sjovt i december-januar, februar måned). Det var bøvlet, syntes jeg. Der fik jeg et råd fra en anden mor; “hun tager ikke skade af, at ligge der og græde lidt. Du kan da bare gøre som jeg. Jeg bader altid færdig og får tøj på og så lader jeg bare som om, hun lige er begyndt at græde, når jeg er færdig”……..det var nok det dårligste råd jeg nogensinde har fået……..

Jeg stillede mange krav til mig selv som mor – et af dem var, at mit barn ikke bare skulle ligge og græde. Det var fint, hvis -og når hun græd, men så ville jeg være der til at trøste og berolige.

Så hvad vil jeg frem til med det hér? Jo, jeg finder det ret så interessant, at vi har så store skilsmissetal i danmark. Og så utrolig mange singler. Og jeg bliver nysgerrig på, om man måske kan trække en streg tilbage til præcis denne tankegang med om hvorvidt “vi tager skade” eller ej.

I gamle dage, var vi afhængige af hinanden. Der blev vi sammen af mange forskellige årager. En del af dem hang sammen med økonomi, “forretningen” “gården” “normen i sig selv om, at det var forkert at blive skilt”. Og før det var religionen også inde over.

I dag er vi ikke afhængige af hinanden mere. Vi kan klare os selv. Det eneste der skal holde os sammen er kærligheden…..relationen……. og det ser ud til, at det er rigtig svært.

Hvad er det, vi ikke kan finde ud af???

Har vi mon “taget skade”?

Tilknytningsteorierne fortæller os ret meget om, hvordan hjernen, vores nervesystem og hele vores følelsessystem bliver opbygget og påvirket af vores tætteste relationer og ALLERMEST i vores første leveår. Det er dér, den største skade finder sted, hvis ikke forældrene formår at møde deres barn med en sensitiv responsivitet. Tilknytningsteorierne beskriver altså, hvad der skal til for at skabe en tryg tilknytning og hvilke mestringsstrategier barnet udvikler, men også hvordan utryg tilknytning skabes og hvilke “overlevelses”strategier barnet udvikler her.

Hvad betyder det så?

Det betyder, at det har noget at sige – for ikke at sige ALT at sige, hvordan vi møder vores børn. Hvor ofte vi lader dem være alene…….også når de er kede af det, hvor ofte og HVORDAN vi skælder dem ud, hvor ofte vi kritiserer dem, hvor ofte vi afviser dem, er fordømmende, for uforudsigelige eller hvor ofte vi er fraværende. Det betyder ALT, hvor ofte vi – omvendt er – nærværende, kærlige, positive, rummende, interesserede, accepterende, opmærksomme, tilgængelige, samarbejdende, beskyttende  og trøstende osv. osv.

Derfor tænker jeg, at der kan være en (stor) sammenhæng i forhold til, hvordan vi blev mødt/opdraget af vores forældre (og hermed vores evne vil at være i en kærlig og kontaktfuld relation) og vores høje skilsmissetal. Vores første kærlighed og vores første afgørende relation har måske skadet os i større eller mindre omfang. Hvis vi ikke har lært, hvad det vil sige, at være i en respektfuld og ligeværdig kærlighedsrelation, ja så bliver det udfordrende og svært som voksen. Og efter flere forsøg, måske nemmere og tryggere at være alene.

Derfor tænker jeg, at det er på tide at gøre op med den floskel, at børn ikke tager skade. At de er stærke og kan “tåle og overleve” alt. For som jeg ser det  – så kan de ikke.

Med kærlighed

JillLiv

Jeg har før skrevet om de fire mønstre:

  • Tryg tilknyttet
  • Utryg -Afvisende/undvigende
  • Utryg – Ængstelig/ambivaltent
  • Desorganiseret tilknyttet

Hvordan du er, kan du læse om hér:

 http://jillliv.dk/hvordan-er-du/

Tilknytningsteorierne er ikke kun en teori. Den anses for den mest videnskabeligt/empirisk understøttede udviklingspsykologiske teori med størst prædikativ værdi. Den er også valideret af hjerneforskningen og den neurobiologiske forskning.

15

  • HH

    Nej, den er for nem. Jeg er fuldstændig enig i, at børn ikke skal overlades til sig selv, når de er kede af det. Men at sige, at den høje skilsmisseprocent, de mange singler og de svære relationer er skabt af, at man har været offer for “det tager barnet ikke skade af” er for billigt. Jeg kender utallige eksempler på mennesker, der er blevet knuselsket – og mange i overdreven grad pakket ind i vat og båret på hænder, der ikke kan finde ud af, at nære relationer ikke kun handler om dem. Man kan også være “over-elsket” ind i en forkælelse og selvovervurdering der gør, at man ikke kan fastholde et parforhold. Dem er der faktisk også en del af i tiden. Der er mange og forkelligartede grunde til de problemer/udfordringer, der er i tiden i forhold til nære relationer. Det ville være dejligt, hvis det var så enkelt, som du beskriver, men den holder ikke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Adea

    Meget enig med dig HH, tror det er for nemt at sige hvordan man udvikler sig efter ens barndom, min ældste datter er blevet knuselsket og vi reagerede hvergang hun sagde et kny, hun er diagnosticeret autist og har svært ved nære relationer. Vores nr to har vi været mere afslappet hun er snart 3 år og super afbalanceret knytter sig, snaksaglig uden at det virker for meget, glad for at lege med andre børn og generelt en superglad pige. Det kommer meget an på om børnenes behov bliver dækket, og grunden til de feks græder kan jo være forskellige årsager, man skal ikke hoppe og springe som feks når glasset med vand står 30 cm væk og man ikke lige kan nå det men mor og far skal tage det til en. Kan specielt mærke forskel på hvis de har været syge hvor man har forkælet dem mere, det kan godt tage nogle dage for man er tilbage til de samme regler igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannik Kaas

    Selvfølgelig skal børn trøstes…når der er noget galt. Men skal vi ikke have lov at gå i bad, lave mad, rydde op e.lign. UDEN at børnene skal have opmærksomhed! Det er ikke altid der er noget galt når de græder, og som forældre skal man lære at høre forskel. Nogen børn er gode til at få opmærksomheden på den måde, andre kan have brug for den. Men…har de behov for SÅmeget opmærksomhed (læs: konstant), så er der noget andet galt, og så må man som forældre undersøge det, og kigge både indadog udad på, hhvad eller hvem der skaber det behov.
    Mon ikke der er mange børn der har ligget og grædt i vores forældre og bedsteforældres tid, uden at tage skade. Så jeg er enig i at de ikke gør, i et vist omfang. Men…lær at lytte tiljeres børn, og vurder hvornår det er nødvendigt og ikke. Sværere er det ikke…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Brian Rasmussen

    Da jeg så en på min Facebook havde lagt denne op, så måtte jeg simpelthen svare. Jeg skal selv være far om ca. 3 måneder. Så kan være i vil sige at det ved jeg ikke noget om endnu.

    Men der er noget der ikke hænger sammen. Du er det jeg kalder curlingmor. Du vil løbe ind til dit barn så snart det græder. Men samtidigt så vælger du at gå i bad mens dit barn ligger udenfor 2 etager nede. Var det ikke en ide at gå i bad når barnet lå i rummet ved siden af dig? Så slap du for løbeturen med kun et håndklæde og sæbe i håret. Du sætter dig jo selv i en umulig situation.

    Nu ved jeg ikke hvor gammelt dit barn er og der er selvfølgelig forskel på om barnet er 1 måned og 6 måneder. Et barn på 1. måned skal man være en del opmærksom på. Men er det 6 måneder, så skal det vendes fra at man kommer rendende så snart barnet vil have opmærksomhed.

    Her til slut. Hvis du vil komme rendende så snart dit barn græder så lad være med at stille dit barn langt væk når du er i bad…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Brian. Du er selvfølgelig velkommen til at mene hvad du vil og “definere” mig, men du misser pointen. For at debattere dette emne, er vi nødt til at bevæge os op i et større perspektiv, end at tage udgangspunkt i, hvor jeg placerede mit barn og hvor jeg i givet fald burde have placeret det. Det er ikke dét det handler om. Men tak for din kommentar 🙂 Vh Jill

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Brian Rasmussen

      Så du valgte ikke at svare på noget som helst, men kun fokusere på det sidste jeg skrev. God rygsvømning der 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Brian, jeg valgte ikke at svare, da det du skrev ikke var relevant i forhold til det jeg skrev. Og det lader til at vi stadig ikke er på samme spor. Hvor du lader til at ville konkludere en masse – også omkring mig – er jeg nysgerrig og åben for nogle perspektiver, jeg finder interessante. Det virker ikke til, at du har lyst til at undersøge de tanker med mig, men mere som om, du har lyst til at definere -og slå de tanker, jeg har, ned – med dine konklusioner om hvorfor det IKKE er sådan. Det er der ikke meget debat i. Men igen, konkluder du bare, at jeg rygsvømmer. 🙂 Hvad mon du konkluderer efter dette svar? 😉 Vh Jill – ps det var ikke en invitation. Den form for konklusioner finder jeg ret så uinteressante og ligegyldige.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søren

    Overbeskyttende mor retfærdiggør sit hysteri med spekulativt ævl om at grædende børn skulle være relateret til høj skilsmisseprocent. Tilsæt lidt pseudovidenskab ved at bruge ordet “teori”. En teori baseret på observationer af fuldstændig urelaterede fænomener, og imaginære sammenhænge forfatteren har opfundet til lejligheden. Én ting at man pakker sine små guldklumper ind i vat – det er ens egne børn at ødelægge, og de skal nok blive ganske uudholdelige mennesker når de først som voksne opdager at hele verden ikke roterer om netop dem – men lad dog være med at kalde rablende spekulationer for videnskab.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Søren. Det er okay, at du ikke er enig. Det behøver du ikke at være. Jeg deler mine tanker og inviterer folk til, at være åbne og nysgerrige sammen med mig. Har man ikke lyst til det, er det også okay. Hvad der ikke er okay, er din kommentar hér. Den er hverken saglig, konstruktiv eller byder ind med noget, der ellers kan bruges til noget. Det er nyttesløs, nedværdigende og tarvelig kritik. Det vil jeg bede dig om, at holde for dig selv en anden gang. Du er altid velkommen, men tonen skal være ordentlig og respektfuld. Når det så er sagt, bliver jeg nysgerrig på, om du kender til tilknytningsteorien og udviklingspsykologien? For din kommentar kunne tyde på, at du ikke gør? Vh Jill

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Synes godt nok der er nogle hårde ord her og der, og at der til en vis grad bliver lagt ord i munden på dig. Jeg læser psykologi, men er nu på barsel, og kender udmærket til tilknytningsteori og udviklingspsykologi generelt. Din sammenkobling af skilsmisser og tilknyningsstil (som de 4 typer kaldes) er slet ikke dum. Man ser jo netop i høj grad folk med den sikre tilknytningsstil “klare sig godt” i relationer, mens de andre typer ofte har problemer i deres forhold, så tilknyningsstil kan absolut forklare en del af skilsmisserne. Men der er selvfølgelig også andre årsager til at folk bliver skilt…
    Synes det er ærgerligt at du bliver tolket som overbeskyttende og som en curlingmor, når det du egentlig prøver at slå et slag for er en anerkendende, rummelig og responsiv opdragelsesstil – den slags som skaber sunde, afbalancerede og trygge børn og mennesker. Jeg håber at forældrene her blot har misforstået dig, og i virkeligheden behandler deres børn som du beskriver.
    Jeg kunne aldrig drømme om at lade min søn ligge og græde – uanset om han er 3 måneder, 3 år eller 11 år. Hvis han får et overdrevet og usundt behov for opmærksomhed, så finder jeg en anden måde at komme det til livs på end blot af afvise/ignorere ham! Jeg håber at der er mange mødre som dig derude – selvom det betyder mindre arbejde til mig… 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Heidi. Sikke en dejlig kommentar. Den var – ærligt – tiltrængt ovenpå de andre. Folk behøver ikke at være enige, men at blive defineret og “næsten få fjernet” mit vidensgrundlag, udfordrer min rummelighed. 😉 Jeg synes bestemt der er forskel på, at være “curlingmor” og på at reagere på sit barns tilknytningsadfærd (som gråd jo er) Jeg tror simpelthen ikke på, at et barn, som bliver mødt med en passende sensitiv respons, vil få et usundt behov for opmærksomhed. En passende sensitiv respons er jo hverken for meget eller for lidt. Men passende! Et barn har brug for hjælp til at opregulere og nedregulere og det er den voksnes “opgave”. “Det store modne nervesystem tager sig af det lille umodne nervesystem”. Hvis du allerede ved en masse om tilknytningsteorien og udviklingspsykologien, forestiller jeg mig, at du også har stiftet bekendskab med neurobiologien? Og det er jo her, hvor teorien i dag bliver understøttet af videnskaben. Jeg synes simpelthen det er så vildt spændende og interessant, hvad man kan se på hjernescanninger – og hvordan det tydeligt ses, i forhold til hjernens udvikling, hvordan det relationelle samspil påvirker hjerne og nervesystem. Men inden jeg bliver grebet af en stemning, så er det dejligt, at du stiller dig åben og nysgerrig overfor mine tanker. (For det er jo blot mine tanker) og havde lyst til at “undersøge” det sammen med mig. Kh Jill

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susan Kjølby

    øj hvor blev jeg faktisk rørt af denne artikel. Og kan kun give dig evig ret i, ja, alt det du har skrevet. Har en dreng på 5 med en far som jeg ikke er sammen med mer, er gravid 20+4 faren er skredet 300 km væk fra alt ansvar. Det er nemt “bare at smutte” og du har ret i at det har noget med noget at gøre. Når jeg ser på hele hans barndom kan jeg godt se han aldrig vil blive lykkelig med en. Gør rigtig ondt. Mange ting kommer fra barns ben og ja tilknytningen er sku så vigtig. Mange sagde til mig bare lad ham græde lidt ang min dreng. Tænk hvis jeg havde lyttet. Fandt ud af han ikke havde overlevet efter to døgn da han var spæd. Han græd af smerter og havde brug for trøst. Dem der lader sine børn græde tja, har ikke meget fornuft at sige om dem:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Susan. Tak for din kommentar. Jeg er glad for, at have rørt dig og er selv rørt over din ærlighed og åbenhed. Det lyder til at du har været igennem en lang og barsk periode. Hvor var det godt, at du lyttede til dine instinkter og var der for din lille dreng, i stedet for at lytte til anvisningerne om at lade ham græde. <3 Ønsker dig alt det bedste fremover. Kærligst Jill

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jh

    Gud da også. Sikke en konklusion at lave! Har aldrig læst noget ligende. Hvad tror du så det gør ved børn når de altid kommer i første række og deres curling mor fejer alt modstand væk? Er det mon disse børn der har svært ved at indgå i fællesskab med andre og lære at gå på kompromis? Er enig i at børn ikke skal græde uden trøst, men tror bestemt ikke de tager skade af, at mor/far ikke står der i samme sekund som de græder,….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej JH. Jeg konkluderer ikke, men jeg tænker meget over sammenhængen i forhold til hvordan børn generelt bliver mødt af deres forældre og hvordan forældrenes håndtering af børns svære følelser, har indvirkning på hvordan vi er i vores videre relationer . Jeg tror, der er en større sammenhæng end som så. Udviklingspsykologien peger på det samme samt flere psykologiske teorier – MEN jeg konkluderer ikke, at det jeg tænker og stiller mig nysgerrigt overfor er SANDHEDEN. Der er en væsentlig forskel. Du behøver ikke at være enig i mine tanker. Det eneste jeg havde kunne håbe var en åbenhed og nysgerrighed på emnet. Emnet omkring curling forældre er et helt andet emne, som ikke har noget med dette at gøre. Det er noget helt andet, jeg forsøger at belyse. Men fænomenet curling forældre er da også interessant. Måske jeg skriver om det en dag 🙂 Vh Jill

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg kysser mit rod