Jeg vil skilles…..

– hører jeg rigtig mange sige for tiden. Både i min omgangskreds og i min praksis. For mig er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det er min overbevisning, at folk gør, det de mener, er den bedste løsning for dem og det mest rigtige.

Det der, for tiden, optager mig meget, er den proces op til et brud, hvor partneren (særligt hvor der er børn) beslutter sig for at forlade deres familie. Og så den proces lige efter et brud. Det virker som om, at langt de fleste, uanset hvor meget de har forberedt sig, bliver ramt af chok i samme grad, som de blev ramt af et godstog i høj fart.

I processen op til bruddet “drømmer” partneren om det fremtidige liv, uden alle besværlighederne. Uden alle de ting, der irriterer dem ved deres partner. Uden den dårlige stemning. Uden de opslidende skænderier og det udtrættede og negative rum.

Det er som om, livet, på den anden side af bruddet, bliver romantiseret, i iveren af, at slippe for det, de ikke længere kan holde ud at være i. De forestiller sig, hvordan de får opfyldt deres behov og savn. De forestiller sig lettelsen over ikke at skulle være i et anstrengt rum, at kunne gøre det de har lyst til, ikke at skulle rydde op efter den anden, ikke at blive skuffet over u-indfriede forventninger og løfter. Ikke at skulle stå til ansvar og/eller regnskab, men være frie. Og det er der ikke noget galt i.

Men så kommer bruddet – så kommer godstoget, forskrækkelsen og sorgen. Sorgen over det tabte, alt dét der ikke lykkedes, de bristede håb og drømme og børn, der skal deles. Det smertefulde savn, når de ikke er hos én. Usikkerhed over hvordan det nye liv skal blive.

Det er hér…… lige hér, jeg oplever rigtig mange ryge ned i et sort hul. Her er der ofte kun smerte.  Alt det de, før bruddet, gik og forestillede sig, er meget langt væk og bekymringerne falder over hinanden. I denne fase, bliver der ofte truffet en masse beslutninger, som ikke er gennemtænkte og måske ikke er de bedste løsninger. De træffes fordi, de vil igennem bruddet hurtigst muligt, så de kan komme videre hver især. Ingen kan holde ud at have så ondt.

Det gør mig så ondt, når jeg kigger dem i øjnene og ser deres smerte. Og det gør et kæmpe indtryk på mig, når jeg ser den voldsomme forvandling. Den forholdsvise afklarethed og forventnings glæde, rutcher lige lukt ned i mørket. AV!

I langt de fleste tilfælde,  kommer de med tiden til at føle den lettelse, frihed og indre glæde, de håbede på. Mange forældre formår også, at opbygge en form for venskab, hvor det lykkedes dem at skabe et godt samarbejde omkring deres børn. Det glæder mig enormt meget for alle dem, der lykkedes med det.

Står du og overvejer af gå fra din partner eller er du lige gået? Så har jeg skrevet nogle gode råd til dig. De kan bruges i forhold til dig selv, din partner og dine børn, og de er lige hér: 

http://minterapeut.dk/?p=4155

En god bog at læse er: Bogen om skilsmisse. Børn, Jura og det nye liv af Christine Byriel.

Uanset hvad du gør og hvad du vælger, så er mine tanker med dig, der står i denne svære situation.

Kærligst JillLiv