Min far, du som er i himlen................

Kære Dagbog

Jeg er hele tiden i tvivl, Jeg er hele tiden bange. Jeg er hele tiden på vagt. Jeg er træt og usikker og føler mig udenfor alle steder. Også selvom jeg ikke er det. Er alle børn mon kede af det indeni? De voksne siger ikke noget. Så det gør jeg heller ikke. Og hvis jeg gjorde, ville de bare sige, at det ikke passede. Det er nok mig, der tager fejl.

Kærlig hilsen Jill. 3 – 8 år gammel

Mor og far skal skilles. Hvad mon de siger ovre i skolen? Vil de drille mig? Vil de gøre nar af min far? Ingen skal tale ondt om min far. Jeg er lettet over ikke at skulle være bange mere, men jeg skammer mig over at være lettet. Jeg er ked af det. For nu bliver far helt alene. Jeg kan godt se han prøver at være stærk. “de får mig ikke levende”- siger han. Det siger han tit. Hvad mon han mener?

Kærlig hilsen Jill. 9 år gammel

Jeg bor hos mor. Jeg ser ikke far så tit, men når vi ses, skal jeg altid med på bodegaen. Vi skal bare lige ha´ en enkelt, siger far. Han møder altid nogen han kender. De griner højt. Fars venner, har grimme tænder. Det har far ikke. Jeg keder mig. Hov, der var nogle børn udenfor. Hvad mon de leger…….nå, jeg kan alligevel ikke være med. Far skal lige há en enkelt mere, siger han. Selvom jeg altid må få ckokolademælk og  pommes fritter, så synes jeg ikke, det er sjovt at være der.  Jeg vil hellere være hjemme hos far. Der spiser vi syltede drueagurker fra glasset og skærer store stykker af osten. Så griner vi. Han har altid glemt at købe ind.

Kærlig hilsen Jill 10 – 13 år gammel.

Tilbage hos far. Det bliver dejligt, at prøve at bo hos ham. Det er synd for fars kæreste, at hun er faldet ned af trappen. Hun er blå over det hele. Jeg er så urolig. Hele tiden. Jeg kan ikke være nogen steder. Jeg har ikke fred. Jeg er hele tiden nødt til at vide, hvad der sker. Jeg må have kontrol. Jeg har ingen kontrol. Jeg er bange. Hvor skal jeg mon sove i nat?……….I skolen har jeg fred.  Men jeg kan ikke tænke. Jeg er for træt. Jeg er hele tiden på flugt. Gid jeg kunne fortælle nogen, hvordan jeg har det. Nej, det ville alligevel ikke være godt. Hvad vil der så ikke ske?  Jeg kan ikke sige til nogen, hvordan det egentlig går derhjemme……………..jeg må spille skuespillet………………..”Jeg er en glad og sjov pige. Jeg er en glad og sjov pige. Jeg er en glad og sjov pige. Jeg er en glad og sjov pige”.

Kærlig hilsen Jill 13 – 15 år gammel

Tilbage hos mor. Jeg er splittet. Jeg er forvirret. Jeg har svigtet. Jeg har forladt. Jeg må snart besøge far igen.

Kærlig hilsen Jill. 15 år gammel

Fra jeg var 15 år gammel, brugte jeg det meste af min teenagetid og unge voksentid, på at have dårlig samvittighed over, ikke at besøge min far ofte nok. Jeg var frustreret over, ikke at kunne hjælpe ham. Mine følelser for min far, var en stor surdej, af kærlighed, skam, sorg, afmagt, forladthedsfølelse, vrede, skuffelse, frygt og ked-af-det-hed. Det var umuligt at navigere i. Og på nogle tidspunkter, var det eneste, jeg kunne gøre, at trække mig fra følelserne og ham, for at for ro og luft. Der gik dog ikke længe, før den den dårlige samvittighed meldte sig på ny og så startede det hele forfra.

Da jeg blev 27 opgav jeg simpelthen at redde ham. At nå ham. Ønsket om at noget, nogensinde, ville kunne forandre sig, blev afløst af den fæle realitet og virkelighed. INTET ville nogensinde blive anderledes.

Herfra tog jeg en beslutning om, at elske min far som han var. Jeg måtte arbejde med, at hans sygdom ikke var et bevidst valg om at forlade mig. Det var en sygdom, som til at begynde med, udviklede sig grundet de kår og vilkår, han havde haft i livet. Hans skæbne formede min skæbne. Jeg måtte acceptere, at hvis jeg ønskede at se min far, måtte jeg forvente, at han ikke ringede, at han ikke besøgte mig, at han ikke tog initiativ til at ses. Ikke fordi han ikke ønskede det. Ikke fordi han ikke elskede mig. Fordi han IKKE KUNNE.

Herfra lettede min dårlige samvittighed. Jeg fik nu mulighed for at besøge min far, når jeg selv havde overskud og ikke følte mig forpligtet.

De timer jeg delte med min far var, omend de foregik på en bodega, gode. Vi mødtes, ganske vist på hans præmisser, men det var efter mit eget valg. Det var vigtigere for mig, at min far vidste, at jeg elskede ham, som den han var og at vi kunne hygge os, i de omgivelser han kunne være i, end det var, at stille kriterier op for, hvordan han skulle være, for at kunne se mig.

Jeg er ikke kun, mange (af de samme) røverhistorier, rigere, jeg er også rig på oplevelser, timer og stunder, hvor min far og jeg kunne tale om mange ting. Også om mange af de svære ting. Det havde jeg aldrig fået med mig, hvis jeg  ikke havde været i stand til, at møde ham dér, hvor han var. Jeg var aldrig i tvivl om, når jeg kørte hjem igen, at han elskede mig. Han fortalte mig det, hver eneste gang, jeg så ham. Ofte med tårer i øjnene, andre gange med et selvbebrejdende udtryk. Han vidste godt, at han ikke var alt det, han selv ønskede at have været.

De sidste år af hans liv, blev han rigtig syg. Men jeg nåede at få to år sammen med ham, hvor han næsten ikke drak. Det gav mig mulighed for, at være sammen med ham på en anden måde. Jeg kunne også besøge ham med min datter. Og selvom alle ting, grundet alkoholdemens, skulle friskes op, nævnes igen, fortælles på ny osv, så nød jeg, at han nåede at se mig blive mor. Jeg nød, at vi kunne sidde på en almindelig café og tale om vind og vejr.

Et helt liv, i alkoholens nådesløse favn, blev også hans endeligt. Det er, når jeg tænker over det, nok det mest smertefulde selvmord, man kan være vidne til.

Min far og min søster.

Min historie kan ligne mange andres eller skille sig helt ud fra andres. Det er ikke væsentligt. Der er heller ikke noget rigtigt eller forkert at gøre, i forhold til de valg, man træffer omring sine forældre.

Det der er det vigtigste er, at man har det godt med at gøre, det man gør. Nogen kan have brug for at skære den forælder fra, som drikker, og ikke have dem i sit liv. Det skal man gøre, hvis det er den løsning, der er bedst for én. Har man, som jeg, lyst til at bevare relationen til pågældende forælder, kan det være hjælpsomt for én selv, at tænke over: hvad man gerne vil have ud af det og hvorfor man gør det?.

I morgen vil jeg kort beskrive, hvad det er for temaer og problematikker, man kan sidde med som barn af alkoholiker . Jeg vil også dele en video med jer. Den jeg fik lavet i forbindelse med et velgørenhedsarrangement, som jeg, i samarbejde med en veninde, i værksatte, til fordel for børn af alkoholikere.

Har du selv nogle erfaringer, du har mod på at dele eller kommentarer til det jeg skriver, så skriv endelig dine tanker nede i kommentarfeltet.

Klem JillLiv

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min far, du som er i himlen................