Min far, du som er i himlen…………….

For snart to år siden, lagde jeg min far i graven. Han var 62 år gammel og døde af sit alkoholmisbrug. Jeg savner ham stadig og tænker på ham tit. Tårene tvinger sig ofte frem i mine øjne, og det gør de også  lige nu.

Denne uge, på bloggen, vil handle om alkoholmisbrug og hvilke indvirkninger det har på børn og deres familier. Jeg vil også fortælle noget af min egen personlige historie. Fordi jeg ved, der sidder mange derude, med svære problematikker, som føler sig alene og kæmper med følelser, der er helt ubærlige.

Til alle jer og alle jer andre, der vil læse med får I det brev, jeg skrev til min far og som jeg læste op for ham i kirken, ved siden af hans kiste.

Kære far

Jeg har skrevet mange breve til dig i mit liv, men dette er utvivlsomt det sværeste.

Din død og begravelse har Britt og jeg talt om masser af gange. Næsten hver gang vi havde besøgt dig, talte vi om det på vejen hjem, for vi var altid bange for, at det var sidste gang, vi så dig. Vi var godt klar over, at din krop på et tidspunkt ville bukke under for det, den skulle igennem. Og selvom vi i mange år har prøvet at forberede os på denne dag, føler vi alligevel, at du blev revet ud af armene på os. Du forsvandt så hurtigt.

Lørdag var den sidste dag, vi hørte dig tale. Du sagde, at du lå og fin-tænkte over alt det, der var gået galt. Ja far, rigtig mange ting gik galt, og dem aller tættest på dig har lidt under konsekvenserne af det misbrug, du ikke kunne slippe fra.  Du har altid været en stor og stærk mand, -i mine øjne den stærkeste mand i verden, men inden bag ved, var du også den mest følsomme og kunne ikke tåle det, dit liv havde budt dig. Derfor blev alkohollen din “redning”. Den fik et nådesløst og altomfavnende greb i dig. Et greb, du ikke havde styrken til at komme ud af. Selvom vi – dine aller nærmeste – har mærket konsekvenserne på forskellig vis, tænker jeg, at det var det dig, der led mest under dem. Det virkede helt tydeligt de sidste dage på hospitalet, hvor så meget usagt gik tabt, men dine øjne fortalte os alt. Det var som at se helt ind i din sjæl, vi så DIG. Vi så din smerte og alt det, du ville ønske du kunne gøre om.  Vi så også din kærlighed. Din varme dybfølte kærlighed og alt det, du elskede og som heldigvis var gået godt.

Og det er dét og den kærlighed vi alle vil huske. Det er den kærlighed og varme, alle, der sidder hér i dag, har mærket.

Far, selvom minderne kun vil stå i en fattig afglans af den mand du var, så vil vi huske dig for dit drillende væsen, dit-fanden-i–voldske-i-får-mig-aldrig-i–lømler-blik, for din humor, for dine historier, for dine evner og ikke mindst, din evne til at tale med alle og din måde at sprede glæde på. Du gav folk noget specielt, du kunne røre noget i mennesker. Du var så elskelig.

Mig har du også givet noget helt specielt. Jeg er glad for, at jeg som voksen kan nyde godt af alle de kreative evner, jeg har fra dig, min evne til at blende ind alle steder, underholde, stille mig frem og gå forrest.

Og jeg er glad for, at jeg kan huske tilbage på alle timerne som barn, i bl.a. værkstedet, hvor vi byggede alle mulige ting, timerne på legepladserne og skøjtebanerne. Turene rundt om Nordet og de uhyggelige ture i skoven, hvor du viste mig, hvor troldene og heksene boede.

Og så er jeg især glad for, at Britt og jeg fik dig tilbage det sidste 1½ år, fri af alkoholen. Vi er så taknemmelige, for alle de gode timer vi havde, for alle de muligheder vi pludselig fik for at gøre ting sammen igen og at du nåede at opleve at blive morfar. Mille og Huxi nåede også at møde dig.

Mit brev har nået sin ende. Og vi skal snart følge dig til døren, men hvor ville jeg dog ønske, at der var en telefon i himlen.  Så ville jeg ringe til dig i morgen og fortælle dig, at jeg elsker dig og savner dig. Jeg ville fortælle dig, om alle dem, der var mødt op i dag, for at sige farvel, og om alle dem der gerne ville have været her og som har sendt blomster og tanker.

Jeg ville fortælle dig, hvor afholdt du har været af mange og elsket af endnu flere. Det tror jeg slet ikke, du var klar over.

Og så ville jeg spørge dig, om du kom godt af sted, og om der er smukt der, hvor du er nu. Og jeg ville spørge dig om, du mærkede, at Britt og jeg var hos dig og sagde, at vi elskede dig, da du lukkede dine øjne og trak vejret for sidste gang. Til sidst ville jeg spørge dig, om du hørte dette brev?

Og ja far, jeg ville, som altid, love dig, at passe godt på Britteren.

Farvel far –Britt og jeg – we love you!

Jill