Spark til den. Det må du godt……

-hørte jeg en far sige, til sin lille dreng.

Jeg var ude at handle i Bilka. Oppe ved kassen, faldt jeg i snak med en mand, der stod sammen med sin søn. Jeg vurderede drengen til at være 4/5 år gammel. Drengen virkede træt, kl. var 16:00. Jeg tænkte, de kom sikkert lige fra børnehaven.

Faderen lagde mærke til, hvad jeg lagde op på båndet og sagde, at ved så store indkøb burde jeg da have manden med til at slæbe…… Det åbnede samtalen og vi stod og sludrede lidt. Han virkede meget sød og rar…..og undersøgende, i forhold til, om der var en mand/kæreste, til at hjælpe mig med slæberiet. ha ha – Og dét er der jo 😉

Da jeg var i gang med at samle alle indkøbene i poser, havde drengen sat sig på den lille “hylde” for enden af båndet. Der sad han og hang lidt.

Pludselig faldt han ned. Han gled simpelthen bare ned af hylden og slog sit ansigt og hoved på vejen ned. Det så ud til, at gøre virkelig ondt.

Jeg sagde:

Jill: Av for søren. Det så ud til at gøre ondt. Slog du dig?

Dreng: “rystede, lidt omtumlet, på hovedet”, med øjnene fyldt med tårer.

Faren kom hen til drengen, lettere ophidset.

Faren: “Slog du dig? Så kan du bare slå den. Var den dum? Spark til den, det må du godt. Når den er så dum, så må man godt slå og sparke på den.”

Jill: (tænkte…..altså hvad fanden skal det hjælpe – det var da virkelig en ubrugbar løsning. Så trøst ham dog.)

Dreng: “Man må ikke slå!!??!!??”

Faren: “Jo, når noget er dumt, så må man godt….”

Jill: ????????????????????????????????????????????

Det der sker hér, er fuldstændig tosset.

For det første bliver drengen ikke mødt sensitivt eller afstemt, af sin far.

For det andet, lærer faren sin dreng 2 ting. Den ene er, at ansvarsfraskrive sig sin handling, ved at give hylden skylden. Det var pludselig dén, der var dum og årsagen til at drengen faldt ned. Det var ikke drengen, der måske sad for yderligt.

Det andet han lærer sin dreng er, at det er okay at rette sin smerte, hvad enten det er vrede, frustration eller ked-af-det-hed på noget, der er dumt, ved at slå og sparke til det.

Det er virkelig misforstået OG det hjælper overhovedet ikke drengen.

Det ville ikke engang være nødvendigt for faren,  at forklare drengen, at det måske var “fjollet” at sidde der, for konsekvensen kunne være at man faldt ned og slog sig. Næ, det havde drengen allerede lært og erfaret.

Det eneste der havde været nødvendigt var, at faren havde taget sig omsorgsfuldt af sin dreng og trøstet ham. Havde undersøgt om det gjorde ondt og om han havde behov for et kram, et pust eller andet. At han havde tilbudt omsorg.

I stedet måtte drengen stå med det selv -både med skam og smerte, men nu med ny viden om, at det ikke var ham selv, der var årsag til at falde ned. Næ, det var hylden, den var dum og han kunne bare sparke til den. ???

Alt sammen fordi  faren, -som jeg ser det – måske har svært ved, at tackle en dreng, der er ked af det og ikke ved, hvordan han skal håndtere, når noget, kan virke flovt, dumt eller pinligt og er selvforskyldt.

Det er ærgeligt. Og det frister mig til at sige, at der ikke er noget at sige til, at nogle børn har rigtig svært ved at finde ud af, hvordan de skal løse de situationer, de står i, hvordan de skal tage ansvar for deres egen opførsel og hvordan de kan gøre noget andet.

For denne dreng, var der, i denne situation, ingen hjælp at hente.

Jeg er i øjeblikket i gang med at hjælpe Mille Liv til at forstå forskellen på om “nogen” er dum eller om “noget” er dumt. Hun er nemlig igang med at give udtryk for sine frustrationer, ved bl.a. at fortælle, at jeg er tarvelig eller dum, når der er noget, jeg siger fra overfor. Eller når hun på samme måde, som ovenståene eksempel, “dummer sig”.

Jeg synes, det er et vigtigt opmærksomhedspunkt. Hun må godt synes, at jeg er dum. Men i nogle tilfælde er det ikke det, hun mener. Så mener hun, at handlingen er dum. Og det kan jeg hjælpe hende med at definere og forstå. Ligeledes, hvis hun gør noget, der ikke ender godt, så prøver jeg at hjælpe hende med at opdage, hvad det er hun gør, så hun kan lære af det.

Forleden skulle jeg ind under hendes højseng og knaldede hovedet ind i sengekanten, FOR FULD SMADDER.

Det nytter jo ikke noget, at jeg brøler op om, at sengen er dum og begynder at slå på den helt uhæmmet!!!!!!! (så hvorfor lære børnene det?) Da Mille spurgte, om jeg slog mig, svarede jeg: “AV ja, det gjorde jeg. Det gjorde rigtig ondt. Jeg fik ikke dukket mig ordentlig ned”. PUNKTUM.

JillLiv

Du er velkommen til at følge min faglige blog, om terapi og personlig udvikling, hér: http://minterapeut.dk/blog/blog/ Ønsker du at subscribe bloggen, på minterapeut.dk, gøres det via kommentarfeltet, under hvilket som helst blogindlæg. Derefter vil du være sikker på, at få de nye blogindlæg, sendt direkte til din mail. 🙂