Vores datter er væk……………..

“Vores datter er væk. Hun er 3½ år gammel, har lyserøde strømpebukser, lyserøde shorts, sølv converse-sko og en hvid bluse med hjemmelavet blomster-tryk, på. Hun har langt lysebrunt hår og hun har været væk i 20 minutter nu”………………..hørte jeg mig selv sige da vi, for nyligt, var i Lalandia.

Vi stod inde i Monky Tonky land – ja hvad kan jeg sige, vi var i Lalandia-  og var ved at pakke sammen. Mille Liv, spurgte om hun måtte prøve “trampolin-gyngen”, som hun kalder den, igen. Jeg svarede “ja, når vi går ud herfra , så går vi derhen”. Så drejede Jan og jeg rundt om hinanden for at stille pensler og maling på plads og vupti, så var Mille Liv væk. Jeg tog ikke notits af dette, for vi var jo på et lukket område, hvor børn ikke selv, kan komme ud fra. Jeg tænkte, at hun var løbet op for at prøve rutchebanen en sidste gang. Vi gik mod udgangen, Jan gik ud for at hente Mille Livs sko og jeg mod enden af rutchebanen, for at se om hun var på vej ned. Jan sagde: “Milles sko er væk” Jeg trak på skuldrene og svarede, at hun nok havde taget dem på så. Mille kom ikke ned fra rutchebanen, så vi måtte i gang med at lede legelandet igennem. Det var ikke et særlig stort område, men til gengæld fyldt med kroge, tunneller, kuglebassiner m.m. Hun kunne være mange steder, men var ikke at finde.

Vi gik mod udgangen og Jan så hurtigt, at lågen til barnevogne stod PIVÅBEN. Jan hev fat i en medarbejder og spurgte til, hvordan de kunne den lade stå åben. Ikke nok med, at lågen var åben til og fra legelandet, det lå også lige ud til en “rigtig” udgang. Så børn kunne jo løbe HELT ud af Lalandia. Jeg formåede stadig at opretholde en form ro og tænkte, at hun selv var løbet hen til trampolinerne. Men da jeg kom derhen, var der ingen Mille at finde. Så kom jeg i tanke om “little vegas” et sted med spillemaskiner og en masse blinkende lys, som hun dagen i forvejen, var blevet tiltrukket af. Heller ingen, Mille Liv, dér. Jeg gik tilbage mod Monky Tonky land, hvor jeg mødte Jan. Han havde været ude at kigge på parkeringspladsen. Men der var hun heller ikke.Jan begyndte nu, at blive rigtig nervøs. Jeg tænkte stadig, at hun var her et sted, dybt optaget af et eller andet. Vi skulle bare lige finde hende. Jeg rundede selv parkeringspladsen og legepladsen, der lå ved siden af. Men nej, hun var der altså ikke.

Indenfor var Jan på vej hen til en ny medarbejder. Jeg kunne godt mærke nu, at panikken begyndte at melde sig hos mig også. “Vores datter er væk, sagde vi. Hun er 3½ år gammel, har lyserøde strømpebukser, lyserøde shorts, sølv converse-sko og en hvid bluse med hjemmelavet blomster-tryk, på. Hun har langt lysebrunt hår og hun har været væk i 20 minutter nu”………………..Jan pegede hen mod lågen ind til Monky Tonky land, der stadig stod åben, og spurgte igen til, hvordan de kunne lade den stå åben? og forklarede, at Mille Liv måtte være løbet ud. Medarbejderen så bekymret ud og sagde: “Jeg går med jer rundt og leder efter hende” sagde han.

Vi delte os op, på ny. Jan og medarbejder gik én vej og jeg en anden. Jeg begyndte nu at bemærke, at andre folk bemærkede os. For vi blev ved med at gå søgende rundt, ryste på hovedet til hinanden, tværs igennem lokaler, slå armene ud i et- nej heller ikke hér- signal. Frem og tilbage, frem og tilbage. SÅ ramte panikken mig. Der var nu gået tæt på en halv time. Og Mille Liv var INGEN STEDER at finde. Min tanker var på det tidspunkt, IKKE endnu, at der var nogen, der havde taget hende. Nej, det var tankerne om, hvor utrolig bange og ked af det HUN måtte være, der gjorde mig helt panikslagen. Jeg skulle finde hende LIGE NU!!!!!!!!!!!!!!! Nu havde hun været væk i , tæt på, 30 minutter. Jeg tænkte, at hun måtte være gået ud af Lalandia (og frygtede helt vildt for, at hun gik grædende rundt på stier, hun ikke havde en jordisk chance for at finde rundt i og så kom det…..og HVEM møder hun dér) Jeg gik ud af udgangen i modsatte ende og tilbage af stisystemet mod den hytte, vi havde boet i, mens jeg bad til, at hun ikke var gået denne vej. Jeg kunne dårligt selv finde tilbage til hytten. Hun skulle bare tage et forkert højresving og jeg ville ikke kunne finde hende. Jeg kunne slet ikke holde det ud. Tanken om at hun var alene, bange og i panik, kunne jeg slet ikke magte.

Min telefon ringede. Det var Jan. Åh gud, bare han har fundet hende, tænkte jeg, tog røret og mens jeg, næsten råbende, spurgte” har I fundet hende” kunne jeg høre hende græde højlydt i baggrunden. Jan fortalte, at der var kommet en mand gående med hende. Denne mand havde fundet hende, helt nede i den bagerste afdeling af parkeringspladsen, hvor hun havde stået og grædt. Da han havde spurgt hende om, hvad der var galt, havde hun hulkende svaret, at hun ikke kunne finde sin far. Manden havde spurgt, om de skulle prøve at lede, efter ham, sammen og til det havde hun svaret “nej”. Men hun kunne jo ikke blive stående dér, så manden havde taget fat i hende (tak for det) og båret hende tilbage. Ikke alene var hun bange, fordi hun var blevet væk, nu var der også en fremmed, som “tog” hende og bar hende afsted.

Heldigvis kunne Jan pludselig høre hendes højlydte gråd og kunne løbe hende i møde. Det var en meget forskrækket og bange pige, han fik i armene.

Til hvem det end var, der bragte min datter sikkert tilbage, kan jeg kun, af hele mit hjerte, sige TUSIND, TUSIND tak. Jeg tænker, det må have været en smule ubehageligt, at gå med et hulkende barn på armen, der råber, “du er ikke min far”, tværs henover en parkeringsplads i Lalandia ha ha. 🙂 Fy for den. Men hvor er jeg glad for, at du gjorde det.

Kærlig hilsen en forskrækket mor

Ps. Det tog heldigvis ikke længe for Mille Liv, at komme sig ovenpå oplevelsen. Snart efter kom hun i tanke om trampolinerne og ville derhen. Og som lovet, så gjort. 🙂