Det tager barnet ikke skade af…….
Fra tid til anden, hører jeg ældre generationer sige; “årh, det tager hun da ikke skade af” med reference til min datter eller andres børn….. Jeg hørte det tit, da Mille Liv var lille og hun græd af en eller anden årsag. “Hun tager ikke skade af, at ligge og græde lidt” “hun skal lære, at man ikke kommer rendende, bare fordi hun græder” “hun må lære at falde i søvn selv” osv osv osv……. Jeg hørte det sågar også blandt jævnaldrende og andre nybagte forældre. Både mødre og fædre.
En dag, i min barsel, hvor jeg sad i en gruppe og talte om, hvor bøvlet, jeg syntes, det var, at skulle gå i bad, fordi bedst som jeg havde fået shampoo i håret, begyndte Mille altid at græde i barnevognen. Så skulle jeg storme ned fra anden sal, med sæbe i håret, kun i ført et håndklæde, (det er altså ikke sjovt i december-januar, februar måned). Det var bøvlet, syntes jeg. Der fik jeg et råd fra en anden mor; “hun tager ikke skade af, at ligge der og græde lidt. Du kan da bare gøre som jeg. Jeg bader altid færdig og får tøj på og så lader jeg bare som om, hun lige er begyndt at græde, når jeg er færdig”……..det var nok det dårligste råd jeg nogensinde har fået……..
Jeg stillede mange krav til mig selv som mor – et af dem var, at mit barn ikke bare skulle ligge og græde. Det var fint, hvis -og når hun græd, men så ville jeg være der til at trøste og berolige.
Så hvad vil jeg frem til med det hér? Jo, jeg finder det ret så interessant, at vi har så store skilsmissetal i danmark. Og så utrolig mange singler. Og jeg bliver nysgerrig på, om man måske kan trække en streg tilbage til præcis denne tankegang med om hvorvidt “vi tager skade” eller ej.
I gamle dage, var vi afhængige af hinanden. Der blev vi sammen af mange forskellige årager. En del af dem hang sammen med økonomi, “forretningen” “gården” “normen i sig selv om, at det var forkert at blive skilt”. Og før det var religionen også inde over.
I dag er vi ikke afhængige af hinanden mere. Vi kan klare os selv. Det eneste der skal holde os sammen er kærligheden…..relationen……. og det ser ud til, at det er rigtig svært.
Hvad er det, vi ikke kan finde ud af???
Har vi mon “taget skade”?
Tilknytningsteorierne fortæller os ret meget om, hvordan hjernen, vores nervesystem og hele vores følelsessystem bliver opbygget og påvirket af vores tætteste relationer og ALLERMEST i vores første leveår. Det er dér, den største skade finder sted, hvis ikke forældrene formår at møde deres barn med en sensitiv responsivitet. Tilknytningsteorierne beskriver altså, hvad der skal til for at skabe en tryg tilknytning og hvilke mestringsstrategier barnet udvikler, men også hvordan utryg tilknytning skabes og hvilke “overlevelses”strategier barnet udvikler her.
Hvad betyder det så?
Det betyder, at det har noget at sige – for ikke at sige ALT at sige, hvordan vi møder vores børn. Hvor ofte vi lader dem være alene…….også når de er kede af det, hvor ofte og HVORDAN vi skælder dem ud, hvor ofte vi kritiserer dem, hvor ofte vi afviser dem, er fordømmende, for uforudsigelige eller hvor ofte vi er fraværende. Det betyder ALT, hvor ofte vi – omvendt er – nærværende, kærlige, positive, rummende, interesserede, accepterende, opmærksomme, tilgængelige, samarbejdende, beskyttende og trøstende osv. osv.
Derfor tænker jeg, at der kan være en (stor) sammenhæng i forhold til, hvordan vi blev mødt/opdraget af vores forældre (og hermed vores evne vil at være i en kærlig og kontaktfuld relation) og vores høje skilsmissetal. Vores første kærlighed og vores første afgørende relation har måske skadet os i større eller mindre omfang. Hvis vi ikke har lært, hvad det vil sige, at være i en respektfuld og ligeværdig kærlighedsrelation, ja så bliver det udfordrende og svært som voksen. Og efter flere forsøg, måske nemmere og tryggere at være alene.
Derfor tænker jeg, at det er på tide at gøre op med den floskel, at børn ikke tager skade. At de er stærke og kan “tåle og overleve” alt. For som jeg ser det – så kan de ikke.
Med kærlighed
JillLiv
Jeg har før skrevet om de fire mønstre:
- Tryg tilknyttet
- Utryg -Afvisende/undvigende
- Utryg – Ængstelig/ambivaltent
- Desorganiseret tilknyttet
Hvordan du er, kan du læse om hér:
https://jillliv.dk/hvordan-er-du/
Tilknytningsteorierne er ikke kun en teori. Den anses for den mest videnskabeligt/empirisk understøttede udviklingspsykologiske teori med størst prædikativ værdi. Den er også valideret af hjerneforskningen og den neurobiologiske forskning.
Nej, den er for nem. Jeg er fuldstændig enig i, at børn ikke skal overlades til sig selv, når de er kede af det. Men at sige, at den høje skilsmisseprocent, de mange singler og de svære relationer er skabt af, at man har været offer for “det tager barnet ikke skade af” er for billigt. Jeg kender utallige eksempler på mennesker, der er blevet knuselsket – og mange i overdreven grad pakket ind i vat og båret på hænder, der ikke kan finde ud af, at nære relationer ikke kun handler om dem. Man kan også være “over-elsket” ind i en forkælelse og selvovervurdering der gør, at man ikke kan fastholde et parforhold. Dem er der faktisk også en del af i tiden. Der er mange og forkelligartede grunde til de problemer/udfordringer, der er i tiden i forhold til nære relationer. Det ville være dejligt, hvis det var så enkelt, som du beskriver, men den holder ikke.