“Døm ikke andre”……årh….hold nu……

“Døm ikke andre” ser jeg, mange gange, der står i kommentarene til mine opslag på facebook eller andre steder, hvor jeg ytrer min holdning om et eller andet emne. Senest på et opslag, hvor jeg skriver : “Nu siger jeg det bare….Jeg bliver harm, foraret og ked af det, når jeg ser, 2-3 årige, grædende og trætte børn i Ikea, PÅ DETTE TIDSPUNKT! ! !! De skal ligge hjemme i deres senge og sove. Bum!”…… (kl. var 21:00) Og jeg undrer mig……lige så tit. Ærligt, så er jeg ved at være lidt træt af det. Jeg synes, det er blevet lidt “søgt” at sige.

For mig er der stor forskel på, om man er dømmende eller om man har en mening om, hvad der er godt/dårligt, rigtigt/forkert, hensigtsmæssigt eller uhensigtsmæssigt. Og jeg tænker, at det burde være sådan, at man kunne give udtryk for sin mening, uden absolut at være dømmende eller få skudt i skoene, at man er.

I forhold til ovenstående eksempel, synes jeg situationen, hvor 3 voksne, slentrer igennem IKEA, på det tidspunkt med små børn, kunne være løst mere hensigtsmæssigt. Men det er vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke dømmer dem som mennesker. Hvis jeg “dømmer noget” så er det situationen. Og det undrer mig, at det i dagens Danmark er ved at blive “forkert” hvis man har en holdning og tilmed udtrykker den. Hvad er det? Og hvad handler det i virkeligheden om, for alle dem, der straks er ude med pegefingeren og siger “døm ikke andre”. Og hvis man er den med pegefingeren, siger man det så, for at udstille sig selv (nemt) som et ikke dømmende menneske, mens man fortalt historien om, at den man skriver det til, er??????

Jeg er som udgangspunkt IKKE et dømmende menneske. Det vil folk, som kender mig, bekræfte, uden at blinke. Det er ikke kun som menneske i privaten, men også i mit job. Jeg er psykoterapeut og lever af, IKKE at være dømmende. Det ville aldrig kunne fungere i et job som mit, hvor jeg skal være undersøgende, nysgerrig, åben og møde mennesker dér hvor de er, i deres liv, tanker og følelser og sætte mig ind i hver enkeltes situation.

Var jeg dømmende ville jeg aldrig nå særlig langt i en terapi og jeg ville slet ikke have nogle klienter.

Så til dem, der skriver disse ord, vil I ikke være søde at tænke over, næste gang – INDEN i skriver det, hvad det er I egentlig vil fortælle med den kommentar. Hvad tænker I den vil bidrage med? Hvad forestiller I jer, at jeg som modtager får ud af den?

Jeg er nemlig så TRÆT af sådanne kommentarer og ville meget hellere have en debat, hvor man på en ordentlig måde diskuterer og deler sine holdninger, end at få lukket debatten med en løftet pegefinger.

 Kærlige -og absolut udømmende, men stadigt nysgerrige og undrende tanker

til jer alle fra

JillLiv.