Utryg Tilknytning – Afvisende/Undvigende (Karakteristika)

Afvisende/ Undvigende Tilknytning (karakteristika)

 Et samspil præget af: (forældrene udviser)

Distance

Skæld ud og udskamning

Kritik

Afvisning

Fordømmelse

Censur

For meget alene

Fjendtlighed

o.a.

Barnets behov/tilknytningssignaler mødes ikke sensitivt og barnet skruer ned eller ophører med at vise sine behov. Det forsøger i stedet at tilpasse sig og at regulere sig selv. Barnet kan ikke få hjælp af den voksne og mister tilliden.

Nedlukning, kontaktløshed grandiositet: (tilknytningsmønsteret viser sig på følgende måde hos barnet)

Oplever sig følelsesmæssigt isoleret fra andre

Minimerer andres betydningsfuldhed i eget liv

Sender signaler til andre om ikke at have behov for dem

Har typisk ingen eller kun svag erindring om egen barndom – eller et decideret idylliseret billede

Engagerer sig typisk i logisk, konkret og analytisk tænkning

Kan have svært ved at forstå andre og føler sig ikke selv forstået/anerkendt

Kan have svag kropsfornemmelse

Kan foragte svaghed eller det der opfattes som svaghed

Kan blive ekstrem sårbar og angst i relation til egne behov, følelser og ønsker

Kan konkurrere og dominere

Tror på hårdt arbejde og at man kan klare sig selv

Bliver nemt skuffet over andre, har en skrøbelig tillid til verden og andre

Indre (selv) kritiske dialoger

Kan have selvtillid, men mangle selvværd

o.a.

Afvisende/undvigende tilknytning

Dette barn vokser op med forældreadfærd præget af distance, afvisning, fordømmelse, ignorering, censur, kritik og eventuelt decideret fjendtlighed eller som er blevet ladt alt for meget alene. Barnet oplever ikke, at forældrene er til rådighed på det følelsesmæssige plan. Forældrene udgør, med andre ord, ikke en tryg base. Resultatet bliver, at  barnet føler sig afvist, devalueret, ignoreret, ikke god nok, og ikke værd at være sammen med.

Barnet vil, opgive at blive set,  mødt og trøstet, af sine forældre, og vil til sidst  holde op med at prøve at tilknytte sig. Det vil i stedet forsøge at trøste og stimulere sig selv. Selv i stressende situationer, hvor barnet bliver bange eller decideret angst, vil det forsøge at undgå at vise dets behov for beskyttelse og tryghed, fordi det risikerer at blive afvist og det vil blot skabe endnu mere angst. Barnet vil være nødt til at undertrykke sig selv  og forsøge at “være” noget andet end det er. Barnet vil med andre ord, over tid, overbevise sig selv om, at det slet ikke har brug for andre og er nødt til at klare sig selv.

Et afvisende tilknytningsmønster betyder ikke, at barnet nødvendigvis har været udsat for vold eller anden omsorgsvigt – men udelukkende at det på følelsesmæssigt plan ikke er blevet mødt, set og betingelsesløst anerkendt af sine forældre.