Jeg ku´ ha kvalt mig selv……

I lyset af alle de historier, jeg ser og hører via nyhederne, om tricktyve der aflurer pinkoder, stikker af med indholdet i ens pung, punkterer dæk og meget andet, er jeg blevet mere…….. årvågen.

Det er ikke sådan, at jeg har lænket hverken taske, pung eller telefon til håndledene. Nogle vil endda mene, at jeg i nogle tilfælde inviterer til at blive frastjålet diverse ting, for jeg husker ikke altid at lukke tasken. Alligevel er jeg dog mere opmærksom.

Det var jeg også, da jeg var ude at handle forleden. En kurdisk kvinde (det ved jeg, for det fortalte hun mig senere) tog fat i min arm og begyndte at spørge mig om hjælp til noget med risengrød, på meget gebrokkent dansk. I det sekund hun rettede henvendelse blev jeg forvirret over, både at blive taget fat i og ikke at kunne forstå, hvad hun sagde. I selvsamme sekund, blev mit vagtsomme system vækket. Jeg holdt op med at lytte, til hvad hun sagde og tænkte; “Hvor er de? Hvor er de henne, dem der vil tage min taske” (som på dette tidspunkt stod i indkøbsvognen) Jeg kiggede rundt, tog fat i tasken og afventede, mens kvinden stadig stod og prøvede at gøre sig forståeligt.

Så gik det op for mig!!!!

INGEN og slet ikke hende, var ude efter min taske eller værdier. Hun skulle bare have hjælp til et eller andet, jeg stadig ikke havde forstået.

JEG BLEV SIMPELTHEN SÅ FLOV!!!!!!!!!! Jeg tæt-på skammede mig over, at have tænkt de tanker.

Foran mig stod den sødeste kvinde, der var optaget af, at finde ud af hvad det “røde”, man hælder ud over risengrød var. Hun ledte altså efter kirsebærsovs til ris a´la mande.

Da det langt om længe gik op for mig, forklarede jeg hende naturligvis, hvor hun kunne finde det og hun gik glad videre.

Kort tid efter så jeg hende lede blandt konserves og dåsetomater. Jeg gik hen til hende, tog hende under armen og viste vej til kirsebærsovsen, hvor jeg prøvede at forklare, at man kunne få det med og uden bær. Det forstod hun ikke, så jeg måtte finde en anden kunde, der kunne oversætte.

Da alt var på plads, takkede hun mig INDERLIGT og fortalte, at hun var kurder, ikke var så god til sproget og at hun for første gang skulle lave risengrød. For hendes svigerdatter var dansker og hun elskede sin svigerdatter. Hun elskede alle danskere. De var så søde og hjælpsomme. Så hev hun sin (smadrede) iphone op af lommen og viste mig billeder af børnebørnene, som i øvrigt var dem, forklarede hun grinende,  der havde ødelagt glasset på telefonen. Så så jeg billeder af hendes søn og svigerdatter og hun takkede mig igen, adskillige gange, og vi gik hver vores vej.

-Og der gik jeg så med mine fordomme, min forudindtagede tro og skammede mig lidt.

Inden jeg fik retroflekteret mig selv helt i smadder (slået mig selv helt ned under gulvbrædderne med den størst mulige lægtehammer) huskede jeg mig selv – kærligt – på, at det er okay, at være opmærksom. Jeg havde også sluppet tanken, i det sekund jeg fattede, at der ingen fare-på-færde, var. Alligevel forlod jeg stedet med en lidt dårlig smag i munden – men heldigvis en erfaring rigere.

Nu uden fordomme (de er efterladt på hylden ved kirsebærsovsen)

JillLiv

Du er velkommen til at følge min faglige blog, om terapi og personlig udvikling, hér: http://minterapeut.dk/blog/blog/ Ønsker du at subscribe bloggen, på minterapeut.dk, gøres det via kommentarfeltet, under hvilket som helst blogindlæg. Derefter vil du være sikker på, at få de nye blogindlæg, sendt direkte til din mail. 🙂